DRØMMEN

Enhver kirkes manual er Bibelen, og vi har i tre punkter forsøgt at samle, hvad Bibelen siger om at være kirke. Vi kalder det ”Drømmen”. Vi er allerede en kirke med evangeliet som omdrejningspunkt, med fællesskab i fokus og med mission som et stærkt ønske, og vi arbejder alle videre ad den vej. 

”Drømmen” kredser om tre ord: Evangeliet, fællesskab og mission

  • Evangeliet som en central og uvurderlig del af livet i Københavnerkirken
  • Fællesskabet som en afgørende faktor, hvor vi giver og modtager
  • Mission som noget der kommer alle ved og udtrykker sig gennem tanke, ord og handling

Nedenfor har vi sat endnu flere ord på ”Drømmen”.

 

Evangeliet

Eller som det måske retteligt burde hedde: De gode nyheder. Vi ønsker, at Guds gode nyheder må være centrum i kirken og i os. Og det er, at Gud ikke bare har ladet os sejle i vores egen sø, men har sendt sin Søn for at sætte os fri. Han kom ikke med et sæt regler og et partiprogram, men han kom for at frelse os og sætte os fri fra alt det, som ødelægger og binder. Kernen i dette er korset, hvor han ofrede sig selv, bar og betalte al vores synd og skyld, som skiller os fra Gud og fordømmer os til evig fortabelse. Sådan at vi i troen på ham har et frit liv og en evighed i vente. Disse gode nyheder handler ikke bare om ”engang”, men forkynder allerede nu frihed ind i de længsler, frygt og afveje, som vi alle har.

Det betyder, at vi drømmer om...

at evangeliet – gennem bibel, forkyndelse, lovsang og samtale – altid vil være en uvurderlig del af livet i Københavnerkirken.

 

Fællesskab

Gud siger: ”Det er ikke godt for mennesket at være alene”. Det hører med til det at være menneske, at vi er skabt til fællesskab. Når vi kommer til tro på Jesus, bliver vi en del af et nyt fællesskab, en ny familie. Guds familie. Bibelen og historien vidner om, at dette ikke bare er en eller anden form for åndelig tanke, men en helt konkret og hverdagsagtig virkelighed. Helt konkret betyder det, at du bliver en del af det store fællesskab, som tydeligst kommer til udtryk, når vi samles til gudstjeneste om søndagen. Også i løbet af ugen ønsker vi, at du er en del af dette fællesskab. Det sker først og fremmest i de mindre fællesskaber. Vi kalder det K-gruppe. Men også alt andet foregår i fællesskab – uanset om det er en tjeneste i et team, hvis fokus er i eller udenfor kirken. Som det kommer til udtryk i et legeme, hvor alle lemmer har deres bestemte plads og funktion, sådan kommer det også til udtryk i menigheden.

Det betyder, at vi drømmer om...

at fællesskabet – både det store og de mindre – er en afgørende faktor for enhver i Københavnerkirken. Både i forhold til at modtage og give. Et stort sammenskudsgilde.

 

Mission

Selve ordet har ofte en negativ klang. Noget beregnende og sælger-agtigt. I Bibelen er det helt modsat. Budskabet om evig frihed og at blive en del af Guds familie er for godt til at holde for sig selv. På grund af kærlighed forlod Jesus den himmelske herlighed for at leve og dø for os. Når vi kommer til tro på ham og bliver en del af fællesskabet, bliver vores vigtigste opgave at bringe denne virkelighed om håb og frihed videre til alle andre. Ordet ”mission” kommer af det latinske ”at sende”, hvilket betyder, at enhver kristen er sendt ud til de mennesker, som er i vores nærhed. Helt konkret betyder det, at ethvert fællesskab – stort eller småt – i Københavnerkirken har åbne døre for alle og enhver, der ønsker at vide mere eller blive en del af Guds familie. At både tanke, ord og handling er med til at formidle denne virkelighed er en selvfølge.

Det betyder, at vi drømmer om...

at mission ikke bare er en disciplin for de få, men at det ligger alle på sinde – igennem tanke, ord og handling – både som enkeltpersoner og som fællesskab.