IDENTITET

Københavnerkirken er en evangelisk-luthersk frimenighed. Det betyder, at vi har det samme bekendelsesgrundlag som folkekirken, men derudover er vi helt selvstændige og ikke bundet af love, regler og biskopper fra folkekirken. Vi modtager ikke statsstøtte, men er "selvforsynende" på alle områder, herunder økonomi, gudstjenester, fællesskaber, arrangementer, kirkelige handlinger etc.

Hvad er Københavnerkirken?

Det med Gud, liv, død, mening, tro osv. er ikke kun for en lille speciel udvalgt skare, men noget ethvert menneske overvejer. Københavnerkirken er blevet til ud fra en stærk vision om, at netop disse ting er for alle, og at Bibelen har noget afgørende relevant for ethvert menneske.

Derfor er Københavnerkirken for så vidt ikke noget unikt, men endnu et led af den lange kæde af mennesker og fællesskaber, der eksisterer og er åben for alle, pga. ét menneske, der ændrede verdenshistorien, nemlig Jesus.

Derfor spiller han og hans ord også den helt centrale rolle i alt, hvad der foregår. Og der foregår meget. Ét er festen om søndagen, hvor der er mange mennesker i alle aldre, musik, sang, bøn, refleksion, nadver og prædiken, der er forståelig og relevant. Vi vil gerne være et fællesskab også i løbet af ugen, som ser og omslutter hinanden. Derfor samles vi i mindre grupper. Vi kalder dem k-grupper. Her er der basis for at lære hinanden godt at kende og for at dele liv, sådan som det nu former sig, med hinanden. For at hjælpe hinanden og for at finde ud af, hvad Jesus, tro, tilgivelse og mening betyder ind i en ganske almindelig dansk hverdag.

Kirken har aldrig nok i sig selv, men er altid sendt til andre. Derfor har vi en anderledes gudstjeneste første søndag i måneden. Vi kalder den Netværkssøndag. 

Hvordan bliver man en del af Københavnerkirken?

Der er ingen adgangskrav. Alle der dukker op, hvor kirken nu samles, er inviteret til at være en del af festen. Faktisk er Københavnerkirken et stort sammenskudsgilde af alle de mange forskellige mennesker, som er der. Og der er altid noget, du kan blive en del af - uanset om du er praktisk anlagt, kan lide at arbejde med børn, musik, eller bare har en helt skæv, god idé! Den eneste forudsætning for at blive en del af fællesskabet, er sådan set bare, at du er villig til at sætte dig selv i spil.

Hvis du på et tidspunkt ønsker at blive medlem af Københavnerkirken, afholder vi med jævne mellemrum "Kend din kirke" efter gudstjenesten. Her får du generel info om, hvad Københavnerkirken er og står for, mens du har mulighed for at stille alle dine spørgsmål. Herefter får du en samtale med en af kirkens præster, hvor du på et lidt mere personligt plan kan snakke om det, der rører sig i kirken og livet.