NETVÆRK

Det er ikke godt for mennesket at være alene – og det samme gælder også for menigheder. Københavnerkirken er en selvstændig menighed med egen ledelse, som er valgt af menighedens medlemmer, men vi er forbundet med følgende tre netværk:
 

NMM - NETVÆRK FOR MISSIONALE MENIGHEDER
 

Siden Københavnerkirkens begyndelse i 2001 har vi ønsket at blive inspireret og inspirere andre til det at være menighed og være i mission. Dette er sket på forskellige måder gennem samtaler, møder og undervisning etc. I foråret 2008 tog vi et yderligere tiltag ved at danne NMM.

NMM består af 14 menigheder fra hele landet, der årligt mødes til to regionale samlinger og en fælles samling, hvor der er input, coaching, opmuntring og støtte. Vi ønsker at se flere og flere både store og små menigheder og fællesskaber, der i praksis har evangeliet og Jesus i centrum for alt, hvad der foregår og derfor lever i aktiv mission.

VISION

Vi har et brændende ønske om at være og se levende menigheder, der i praksis har evangeliet og Jesus i centrum for alt, hvad der foregår og derfor lever i aktiv mission.

Vi kalder vores vision for FEM. Fællesskab om Evangeliet i Mission.
Fællesskab, fordi kristenlivet er en holdsport.
Evangeliet, fordi det er dét budskab der ændrer alt.
Mission, fordi Gud har sendt sin kirke af sted med evangeliet.

Vi har fuld tiltro til, at evangeliet ikke bare er en indgangsdør til det at være kirke, men er selve kernen og drivkraften i alt, hvad vi er og gør. Vi drømmer om og arbejder for, at sådanne menigheder må opstå og vokse og selv plante nye menigheder overalt i Danmark.

Det er vigtigt at understrege, at NMM ikke kun er et netværk for etablerede menigheder, men også ønsker at være fællesskab, opmuntring og hjælp for ganske små enheder (få personer/familier), som Gud kalder til at være et lokalt levende, missionalt fællesskab.

LEDELSE

NMM ledes overordnet ud fra Københavnerkirkens grundlag og vision. I det daglige ledes NMM af et board bestående af ledere også fra andre menigheder i netværket.

MEDLEMSKAB

For at blive en del af netværket er følgende punkter en forudsætning:
• At tilslutte sig visionen for NMM.
• At være villig til at blive udfordret, coachet og holdt ansvarlig for at omsætte visionen i praksis.
• At være villig til at gå nye veje.
• Loyalt at kunne tilslutte sig netværkets grundlag og ledelse.
• Deltagelse ved netværkets samlinger af de(n) centrale leder(e).
• Betaling af årligt kontingent (3000,- kr. for menigheder under 100 medlemmer og 5000,- kr. for menigheder over 100 medlemmer), som kan sikre ressourcer og kvalitet.

CYKLUS

Ved de 3 årlige samlinger er der en input-del i relation til netværkets vision og en coachingdel, hvor vi omsætter det i praksis og følger op på menighedens liv og vækst. Derudover lægges der vægt på at være et opmuntrende og støttende fællesskab. Mellem samlingerne foregår samtaler og fællesskab bl.a. på internetplatformen The City, som medlemmerne får adgang til.

Indimellem arrangeres der konferencer, inspirationsture m.m. til inspiration for ledere og menigheder.

SommerCamp er NMMs årlige familie-ferie. Det foregår i uge 27 på Gammelbro Camping nær Haderslev. Her parkerer vi campingvognen og bruger en uge på at koble af, have fællesskab, få god undervisning og lovsang. På SommerCamp kan man tage sammen afsted som kirke og dermed styrke fællesskabet, men der er også mulighed for at lære folk fra andre kirker at kende.

MEDLEMMER

Netværket består af menigheder og fællesskaber, der gerne vil se og arbejde målrettet på at flere mennesker må komme til tro.

Har du spørgsmål, eller ønsker du en samtale med henblik på optagelse i netværket kontaktes leder af NMM, Claus Grønbæk. Herefter tager Københavnerkirken initiativ til en samtale med henblik på optagelse.

EVANGELISK LUTHERSK NETVÆRK

Københavnerkirken er også en del af Evangelisk Luthersk Netværk i Danmark. Netværket blev dannet i juni 2006 på baggrund af den kirkelige situation og  med et stort ønske om at være en røst i Danmark. ELN er et netværk, der skaber rammerne for, at evangelisk-lutherske kristne i Danmark kan mødes og samarbejde på forskellig vis. Formålet er altså at samle, inspirere og udruste til at være kirke på bibelsk grund.

For Københavnerkirken betyder medlemskabet i praksis, at vi modtager tilsyn fra Børge Haahr Andersen, der er rektor på Dansk Bibel-Institut og én af ELNs tilsynsmænd. Medlemsskabet betyder også, at vi som kirke bliver en del af et større fællesskab af bibeltro menigheder i Danmark, og at vi ved forskellige arrangementer og events kan mødes til fælles inspiration.

 

ACTS 29 – ET INTERNATIONALT NETVÆRK

Acts29 er en global familie af kirkeplantende kirker, hvor visionen er at opmuntre, støtte og udruste kirker til at plante nye kirker. Acts29 er karakteriseret ved, at det er mission og bibeltro teologi, der er i højsædet. Netværket er startet i USA, men består i dag af menigheder fra hele verden.

Claus Grønbæk er en del af det europæiske lederskab, og det er særligt her, Københavnerkirken henter sin inspiration, når det kommer til kirkeplantning.

Acts29 afholder flere både større og mindre konferencer, og hvert år er der en gruppe af medlemmer fra Københavnerkirken af sted for at blive inspireret og udrustet til et liv i aktiv mission og til kirkeplantning.