Alt det, du ser i Københavnerkirken, er startet af mennesker, som fik en tanke, et kald, en vision fra Gud. De så et behov og handlede på det. Det er vi meget taknemmelige for. Gud kalder os til at tjene hinanden og til at bygge hans kirke – det ønsker vi at gøre, og vi vil gerne invitere dig med.

Vi har allerede mange forskellige teams i Københavnerkirken. Nogle med fokus på gudstjenesten, andre på diakoni eller at udfolde sin kreativitet. Alt sammen bidrager til at skabe den kirke, vi gerne vil være. Det er ikke en selvfølge, at det hele bare fungerer – vi har brug for, at alle giver af det, de har. Mange oplever det at blive en del af en tjeneste som en rigtig god måde at udvide deres netværk i kirken på og samtidig få mulighed for at give lidt tilbage til fællesskabet eller række ud til mennesker, der har brug for hjælp.